“Alle mennesker går ind for forandring, især hvis vi starter med nogle andre.”
Citat Søren Pape Poulsen i mit seneste Euroman. Han forsætter: “Det er meget menneskeligt.”
Vi føler os sikre i det vi kender, selv når vi ved at det kan gøres anderledes eller bedre. Det er nemmere ikke at gøre noget. Trygt.
Fair nok, hvis vi accepterer at stå stille (blot for en stund). Hvis vi har brug for refleksion før vi fortsætter.
Kæmper vi for livet i det røde hav er stilstand ikke en mulighed, det kræver at vi flytter os.
Når vi indser behovet for at flytte os, er det vigtigt at nogle går forrest – i organisationer ser vi typisk opad.
Siger de “det her er det bedste siden skiveskåret brød” – for så ikke selv at gøre/bruge det nye? Så er den forandring skudt i sænk!
Når den vigtigste sponsor fra ledelsen står på mål for standardisering i styregruppens møder, for så at gå tilbage til sin egen afdeling og give udtryk for at “det der standardisering” selvfølgelig ikke gælder dem. Så er det, hvad jeg på projekt-sprog kalder “op ad bakke…”
Du skal starte en forandring hos dig selv, uanset, hvem du er. Hvis ikke 𝗱𝘂 tror på ideen, får du ingen med og så er det måske grundlæggende en dum ide?
Hvem ødelagde din sidste forandring?
